Oprindeligt var guden Kronos (på græsk stavet med k -'kappa') ikke koblet til tidsbegrebet (chrónos, på græsk stavet med bogstavet c -' ksi' ). Identifikationen af Kronos med 'chrónos' er sen, men er i hvert fald sket med Cicero. I det hele taget varede det længe, før man i græsk litteratur havde et egentligt tidsbegreb. F.eks. står 'tid' ikke et eneste sted hos Homer som grundled i en sætning.

Kronos-myten understreger (i Ciceros tolkning) tiden som stadig forandring. Denne tidsopfattelse var imidlertid kun den ene side af antikkens tænkning om tid.

I sit værk 'Om gudernes natur' beskrev den berømte romerske forfatter Cicero (106-43 f.Kr.), tiden på følgende måde:

"Saturn er den, der opretholder bevægelsen og omdrejningen af årstider og tidsrum; denne gud har netop det navn på græsk; thi han kaldes Kronos, hvad der er det samme som chronos dvs. tidsrummet. Men han er blevet kaldt Saturn, fordi han var mæt af dage; han fremstilles som en, der plejer at fortære sine egne børn, fordi tiden fortærer de enkelte tidsrum og umætteligt fylder sig med de forgangne år. Han er blevet bundet af Jupiter, for at tiden ikke skulle løbe løbsk, og for at lænke ham med stjernebånd." (II, 64)

Myten om tiden som Kronos, der fortærer sine egne børn, svarer ganske godt til en dagligdags oplevelse af tilværelsens vilkår. Dagene forsvinder - den ene efter den anden - ind i 'tidens gab' . Tilbage har vi kun erindringen om dem samt nogle spor og nogle minder, som er blevet efterladt på trods af tidens ødelæggelse, 'tidens tand'.

Kronos-motivet er ofte anvendt i europæisk kunst. Her benyttes som illustration det berømte maleri fra ca. 1821-23 af Francisco de Goya.


Tid i antik filosofi (oversigt)

Tid i antik litteratur (oversigt)