Ifølge Aristoteles (384-322 f.Kr.) er det egentlige og afgørende bevægelserne og forandringerne i verden. Ifølge ham er tiden 'bevægelsens tal med hensyn til før og efter'. Tiden er altså et numerisk aspekt ved bevægelserne, især himmellegemernes bevægelser, men også bredt forstået som forandringerne i verden. Aristoteles' bestemmelse af tidsbegrebet leder naturligt tanken hen på måling af tiden med ure. Tiden er altså ifølge Aristoteles en slags tal. Han understreger imidlertid, at tiden ikke er det, som man tæller med, men derimod snarere det, som tælles. Man kan sige, at tiden ifølge Aristoteles er det tællelige aspekt ved den foranderlige verden - det, som vedrører 'før' og 'efter'. Derfor er tiden mere end tal. Tidens er bevægelsens tal. Tiden er nøje knyttet til bevægelserne, forandringerne, begivenhederne. Ved at reducere tiden til udelukkende noget numerisk ville man se bort fra tidens indhold; man ville se bort fra det, som sker. Ifølge Aristoteles er forholdet mellem 'tal' og 'bevægelse' i forbindelse med tidsbegrebet ganske kompliceret. Herom siger han:

At tid ikke er bevægelse, og at tid ikke er uafhængig af bevægelse, er altså klart.

Beskrivelsen af tiden som et altomfattende, talmæssigt system af kalender- og klokkeslætsangivelser indfanger en væsentlig side af Aristoteles'opfattelse. Imidlertid er der andre - og mindst lige så væsentlige - aspekter ved tiden, som ikke kommer med i denne beskrivelse af tiden som et numerisk system.

Tiden i antik filosofi mv. (oversigt)