Den første græske filosof, der forsøgte at give en længere fremstilling af tiden og dens rolle i verden var Platon. I alderdomsdialogen Timaios beskrev han verdens skabelse.

Demiurgen - verdens skaber - havde under sit arbejde til stadighed blikket rettet mod det evige forbillede, så han kunne frembringe en smuk verden. Da forbilledet var et evigt, levende væsen, søgte Demiurgen også at gøre verden til et sådant væsen. Det var imidlertid ikke muligt fuldt ud, så mesteren nøjedes med at skabe verden så nær idealet, som det kunne lade sig gøre:

Men han besluttede at lave et billede i bevægelse af evigheden, og samtidig med, at han ordnede verden, skabte han et evighedsbillede af den evighed, der uforanderligt bestemmes ved enhed, og det billede, hvis bevægelse bestemmes ved tal, har vi givet navnet tid. (Timaios 38)

Man bemærker i dette citat en række tydelige elementer, som vedrører modsætningen mellem den statiske og den dynamiske verdensopfattelse. Forbilledet for verden er evigt, uforanderligt. Verden er i modsætning til forbilledet ikke evig. Vi må nøjes med et 'billede i bevægelse af evigheden'. Det egentlige og fuldkomne er ifølge Platon det evige. Tiden, i hvis dimension vor tilværelse udfolder sig, er kun et afbillede af det evige. Derfor er den bevægelse, som vi kender som knyttet til tiden, kun et udtryk for vor verdens mangelfuldhed. Platon fastslår, at tiden blev til sammen med verden. Tiden er altså ikke et medium, der eksisterer forud for verdens skabelse, men derimod et resultat af verdens skabelse. Dette spørgsmål om tidens afhængighed af begivenhederne i verden er blevet et væsentligt tema i tidsfilosofien. De, der har fremhævet afhængigheden, siges at have et relationelt syn på tiden, mens de, der mener, at tiden består uafhængigt af verden og begivenhederne, siges at benytte et begreb om absolut tid. Forholdet mellem tid og evighed er i Platons system et forhold mellem fænomen og idé. For Platon er den verden, vi sanser, ikke den egentlige verden, men kun fænomeners verden, som er en afglans af den egentlige - idéernes verden. Eftersom tiden ifølge Platon er et billede i bevægelse af evigheden, bliver bevægelsen naturligvis vigtig for forståelsen af tidsbegrebet, men det afgørende er den uforanderlige evighed, som giver sig til kende i tiden gennem tallene.


Tid i antik litteratur (oversigt)