Tanken om en cyklisk verden findes allerede i før-sokratisk filosofi, nemlig hos Empedokles (født ca. 490 f.Kr.). Han forestillede sig, at verdenshistorien er en stadig vekslen mellem Kærlighed og Strid. I én fase af historien har Kærligheden herredømmet, men i næste (anden) fase vokser Striden, indtil Striden i den tredje fase har herredømmet. I den fjerde af faserne vokser Kærligheden igen, indtil vi når tilbage til den første fase. (Se Mejer p.165 ff.)

Empedokles' cykliske verdensopfattelse må siges at være overordnet og kvalitativ. Han har sikkert ikke ment, at alle detaljer ville gentage sig på præcis den samme måde.

I den europæiske tænknings historie er forestillingen om en cyklisk tid dukket op flere gange (f.eks. også hos Polybios, Vico og Nietzsche).


Tiden i antik filosofi mv. (oversigt)