I middelalderen opfattede man tiden som et forløb fra verdens skabelse til verdens undergang. Men det skolastiske billede af tiden var mere kompliceret end som så. Man medtænkte nemlig evigheden. Thomas Aquinas (1225-74), som regnes for den katolske kirkes største filosof, formulerede i sine skrifter et syn på tiden, som f.eks. blev udtrykt på følgende måde:

Eftersom tiden ligger i bevægelsen, tilhører evigheden, som er fuldstændig uden for bevægelsen, på ingen måde tiden. Ydermere, eftersom det eviges væren ikke forsvinder, er evigheden nuværende i sit nærvær i forhold til enhver tid eller ethvert øjeblik i tiden. Vi kan betragte cirklen som et eksempel på noget i den retning... Cirklens centrum, som ikke er en del af cirkelomkredsen, står direkte over for ethvert punkt på periferien. Således sameksisterer alt, hvad der er i en del af tiden, med det evige som det nærværende, skønt det i forhold til andre dele af tiden er fortidigt eller fremtidigt... Derfor ser det guddommelige intellekt i sin evighed hvad som helst, der sker i tiden, som nærværende i forhold til sig. (Summa Contra Gentiles, I, C. 66,7)

Citatet kan illustreres med den viste figur!

Man kan sige, at denne tidsopfattelse er en mellemting mellem den statiske og den dynamiske tidsopfattelse. Tiden går ganske vist fra skabelsen til verdens undergang, men Guds nærvær er evighedens perspektiv, som gør alle tidens dele aktuelle på én gang. Dermed forenes det dynamiske med det statiske i tidsopfattelsen.


Tid i middelalderlig filosofi og teologi