Martin Luther (1483-1546) mente - til dels i overensstemmelse med Augustin -, at forestillingen om menneskets frie vilje i vid udstrækning beror på en illusion. Mod dette synspunkt reagerede reformkatolikken Erasmus af Rotterdam, der mente at kunne argumentere for, at Luthers synspunkt havde helt urimelige konsekvenser - ikke mindst i forhold til begreber om moral og ansvar. Erasmus mente ligesom den katolske kirke i almindelighed, at menneskets frelse skyldes et samvirke mellem Guds nåde og menneskets vilje til at tage imod, og han forsvarede dette synspunkt i skriftet 'Om den frie vilje'. Luther svarede i 1525 med skriftet 'Om den trælbundne vilje', hvori han hævdede, at frelsen alene skyldes Guds virke. Mennesket kan ifølge Luther slet intet gøre i den forbindelse. Dette punkt af Luthers teologi blev videreudviklet af Jean Calvin.

Ifølge sit ord vil Gud ganske vist ikke synderens død, men på et skjult og uransageligt niveau vil han det alligevel, hævdede Luther. Denne dobbelthed hører til de mest dunkle punkter i Luthers teologi.

Luther søgte støtte til sit synspunkt hos Paulus, Augustin og forskellige senmiddelalderlige skolastikere.

Læren om forudbestemmelse findes dog ikke
formuleret i Luthers lille katekismus og heller ikke i den augsburgske bekendelse fra 1530.


Tid i filosofi mv.: 1500-1650 (oversigt)