Nedenstående tekst er en oversættelse til dansk af en tekst fra ca. 1380 skrevet af Richard af Lavenham. Vi kender forfatteren fra en række andre logiske og naturfilosofiske tekster, i alt ca. 90. Han hørte til de engelske logikere, der fulgte og udbyggede William af Ockhams tænkning. I teksten her forsøger Richard af Lavenham at systematisere de logiske svar på den tilsyneladende konflikt mellem Guds forudviden og menneskets frihed.

En kritisk udgave af den latinske tekst findes i Øhrstrøm, P.:'Richard Lavenham on Future Contingents', Cahiers de l'Institut du Moyen-Age Grec et Latin, 44 (1983), p. 180- 186. Den danske oversættelse blev første gang offentliggjort som appendix i Øhrstrøm, P.: Logisk Set, Systime 1992; 2. udgave 1998.

***************************************
>Richard af Lavenham: Om de fremtidige begivenheders udfald

I spørgsmålet om fremtidige begivenheders udfald er der fire meninger.

Den første er, at alle fremtidige begivenheder vil ske af nødvendighed. Det var stoikernes, og det er endnu de ulærdes mening.

Den anden mening er, at Gud på ingen måde er forudvidende om de fremtidige begivenheder. Det var Ciceros og visse platonikeres mening.

Den tredje er, at der ikke er nogen bestemt sandhed om fremtiden. Det er den mening, som Aristoteles gav udtryk for i bogen Om tolkningerne.

Den fjerde er, at Gud helt bestemt kender alle fremtidige begivenheder, og de fremtidige begivenheder vil ikke ske af nødvendighed, men kontingent.

Den første mening er falsk og fejlagtig, fordi den fjerner vor frie vilje. Det ses således: Ligegyldigt hvilken handling et menneske vil udføre, så vil han udføre den af nødvendighed; altså er det ikke i hans magt at undgå noget, som han senere vil udføre. Og hvis det ikke er i hans magt at undgå at udføre noget, som han senere vil udføre, følger det, at han ikke handler frit. Sådan mener de almindelige og ulærde mennesker, som - når de ser noget ulykkeligt ske for et menneske - siger, at dette var hans skæbne, og at således måtte det nødvendigvis ske for det menneske.

Også den anden mening er falsk og fejlagtig, ifølge Augustins 5. bog af Gudsstaten kapitlerne 9 og 10, fordi den mening indebærer, at Gud endnu ikke ved, hvad der vil ske. Og det er jo absurd.

Den tredje mening, som var Aristoteles' mening, strider i høj grad mod den kristne tro, fordi den forudsætter, at Gud ikke ved mere sikkert, at Antikrist vil komme, end at Antikrist ikke vil komme; og at han heller ikke ved mere bestemt, at dommens dag vil komme, end at dommens dag ikke vil komme; og at han heller ikke mere bestemt ved, at de dødes opstandelse vil finde sted, end at de dødes opstandelse ikke vil finde sted. Og grunden er, at der ikke er en bestemt sandhed om nogen af de to kontingente udsagn om fremtiden, men udsagnene 'dommedag vil komme' og 'de dødes opstandelse vil finde sted' er begge kontingente udsagn om fremtiden, altså er ingen af dem bestemt til sandhed, og følgelig er de ikke mere bestemt til sandhed end til falskhed (og omvendt). Den konsekvens er klar, og præmissen er fremsat af Aristoteles i bogen 'Om tolkningerne'. Og det standpunkt forudsætter, at intet kontingent udsagn om fremtiden er sandt, og heller ikke falsk. Det var Aristoteles' intention, som Ockham siger det i hans kommentar til 'Om tolkningerne'.

Den fjerde mening er den, som de moderne og de troende kristne tilslutter sig. Man kan argumentere for det modsatte standpunkt:

dommens dag vil nødvendigvis komme,
de dødes opstandelse vil nødvendigvis
finde sted,
Antikrist vil nødvendigvis komme,

og tilsvarende med ethvert kontingent udsagn om fremtiden.

Følgelig: Alle kontingente begivenheder sker med nødvendighed.

Modargumentet:-
Den konsekvens er klar nok, og antecedenten for den bevises således:

Fordi: Gud vidste fra evighed, at dommedag ville komme.
Derfor: Dommedag vil komme.

Denne følgeslutning er gyldig, og antecedenten er nødvendig, altså er konsekvensen det også. Den slutning er klar, fordi fra et nødvendigt udsagn i en gyldig følgeslutning følger ikke andet end et nødvendigt udsagn. Og at antecedenten er nødvendig bevises således:

Fordi: antecedenten er ét bekræftende og sandt udsagn om fortiden, hvis sandhed ikke afhænger af fremtiden.
Derfor: antecedenten er nødvendig.

Den slutning følger af en almindelig regel. Tilsvarende argumenterer jeg således:

Antikrist vil nødvendigvis komme.
Derfor: Det er nødvendigt, at Antikrist vil komme.

Antecedenten bevises således:

Gud vil, at Antikrist skal komme.
Derfor: Antikrist vil nødvendigvis komme.

Denne følgeslutning er gyldig, og antecedenten er nødvendig, altså er konsekvensen det også. At antecedenten er nødvendig bevises således:

Fordi: antecedenten er uforanderligt kendt af Gud.

Og: Alt, hvad der er uforanderligt kendt af Gud, er nødvendigvis kendt af Gud.

Altså: antecedenten er nødvendigvis kendt af Gud.

Denne følgeslutning er klar, og undersætningen af den er, at alt uforanderligt er nødvendigt. Oversætningen bevises på følgende måde:

Hvis: antecedenten er ikke uforanderligt kendt af Gud.

Og: antecedenten er kendt af Gud
Derfor: antecedenten er foranderligt kendt af Gud.

Følgelig: Gud ved noget på en foranderlig måde.

Og således følger det, at Hans vidensmåde ville være foranderlig, eller at Hans viden ville være foranderlig.
Konsekvensen er falsk og forkert!

-Kommentarer til modargumentet:

Med hensyn til disse tankegange siger man benægtende, at alle fremtidige begivenheder sker af nødvendighed, og jeg tiltræder den første følgeslutning:

Gud vidste fra evighed, at dommedag ville komme.
Derfor: Dommedag vil komme.

Men jeg afviser, at antecedenten er nødvendig. Og så til beviset for den, når der nu argumenteres således:

Fordi: antecedenten er et bekræftende og sandt udsagn om fortiden, hvis sandhed ikke afhænger af fremtiden.
Derfor: antecedenten er nødvendig.

Jeg medgiver følgeslutningens gyldighed, men afviser antecedenten for den, fordi dens sandhed afhænger af fremtiden, hvilket er klart; for hvis Antikrist ikke var fremtidig, ville Gud ikke fra evighed af have vidst, at Antikrist ville være fremtidig.

Med hensyn til det andet argument, medgiver jeg, at Gud ikke ved noget foranderligt, fordi hverken han selv eller hans vidensmåde er foranderlig, og jeg medgiver, at hvad som helst, der vides af Gud, vides uforanderligt. Men jeg benægter, at alt det, som vides uforanderligt af Gud, nødvendigvis vides af Gud.


Tid i middelalderlig filosofi og teologi