Himmellegemernes og i særdeleshed Solens bevægelse på himmelen er det helt afgørende for antikkens tidsmåling. Den jødiske filosof Filon af Alexandria fra det første århundrede e. Kr. siger f.eks.:

Tiden er ikke andet end en række af dage og nætter, og disse ting er nødvendigvis forbundet med Solens bevægelse over og under Jorden. Men Solen er en del af himlene, så tiden må forstås som noget sekundært i forhold til verden. Det ville derfor ikke være korrekt at sige, at verden er skabt i tiden, men derimod, at tiden skylder verden sin eksistens. For det er himlenes bevægelse, der bestemmer tidens natur. (Wright p. 35)

Det er altså afgørende for Filon, at der ikke gives nogen tid forud for verdens skabelse. Hans tidsopfattelse er relationel dvs. at tiden og begivenhederne i verden ifølge ham hører uløseligt sammen. Verden bliver ikke til i tiden, men sammen med tiden.

For livet på Jorden er Solen det vigtigste af himmellegemerne. Solen er også det mest oplagte himmellegeme at benytte til tidsmåling. Solens lys sætter skel mellem dag og nat. Dens stilling på himmelen angiver årstiden. Også tiden på dagen kan bestemmes ud fra Solens stilling på himmelen. Solen står op på den østlige del af himmelkuglen, ved middag står den i stik syd (på den nordlige halvkugle), og i løbet af eftermiddagen og aftenen bevæger den sig hen over den vestlige del af himmelen for til sidst at gå ned. Siden oldtiden har mennesket udnyttet Solens bevægelse hen over himmelhvælvingen til angivelse af tiden. Eftersom tiden bestemmes ved himmellegemernes (og især Solens) bevægelse, bliver astronomi en afgørende videnskab for tidsopfattelsen. Denne videnskab havde da også ganske høj status blandt antikkens lærde i alle kulturer.


Antikkens 'naturvidenskab'(oversigt)