Tanken om, at 'tid er penge' blev allerede klart udtrykt af den amerikanske fysiker, bogtykker og statsmand Benjamin Franklin (1706-90). Denne idé om tiden som økonomisk størrelse fik yderligere styrke med de samfundsmæssige teorier, som Karl Marx (1818-83) udformede:

En brugsværdi eller et gode har altså kun en værdi, fordi abstrakt menneskeligt arbejde er legemliggjort eller materialiseret i den. Hvordan kan man nu måle værdiens størrelse? Ved den mængde af 'værdidannende substans', af arbejde, den indeholder. Selve arbejdets mængde måles ved dets varighed, og arbejdstiden har igen sin målestok i bestemte tidsenheder - timer, dage, osv. (Kapitalen, 1. Bog, p.132)

Marx's tankegang må i dag siges at være slået igennem hos det moderne menneske, som klart skelner mellem privattiden og den solgte arbejdstid. Arbejdet er i hovedsagen blevet orienteret mod den målte tid, klokketiden. Ganske vist findes der stadig en del arbejde i det moderne samfund, som er opgave-orienteret. Det gælder f.eks. omsorgsarbejde.


Mere om tid i marxismen


Nyeste filosofi mv. om tid (oversigt)