I slutningen af det 19. århundrede begyndte man at tænke på tiden som den fjerde dimension. Hvis tiden opfattes på linje med rummets tre dimensioner, længde, bredde og højde, ad hvilke man jo inden for visse grænser kan bevæge sig frit, bliver det naturligt at forestille sig en tilsvarende mulighed mht. tiden.

I H.G. Wells' berømte debut-roman fra 1895 fremstiller hovedpersonen en sådan tidsmaskine, med hvilken han bevæger sig langt ud i fremtiden. På den måde kan Wells antyde nogle af de farefulde muligheder for verdensudviklingen, som truer vort samfund.

Siden har spørgsmålet om tidsrejser været behandlet i talrige litterære og videnskabsfilosofiske sammenhænge.

Den danske forfatter Svend Aage Madsen har i flere af sine romaner beskæftiget sig med tidens problematik. I romanen Lad tiden gå (1986) foretager hovedpersonen rejser i tiden, som sætter sig spor i underbevidstheden. Det er let at forstå en forfatters (og hans læseres) fascination over et sådant tema. Den argentinske forfatter Borges har i flere af sine noveller beskæftiget sig med tidsbegrebet. Specielt interessant er en kort novelle, som han har kaldt Haven med stier, der deler sig. Titlen hentyder til den opfattelse af tiden, som Borges introducerer i novellen: Tiden skal ikke opfattes som et énstrenget forløb - en linje, men derimod som et forgreningssystem. Denne model for tiden har virket inspirerende på mange videnskabsfolk, som arbejder med tidsbegrebet. Specielt har man inden for den såkaldte tidslogik for alvor kunnet bruge modellen.


Litteratur om tid: 1800-1950 (oversigt)