Den franske forfatter Marcel Proust er bedst kendt for 'La Recherche du Temp Perdu' 1913-27, (på dansk 'På sporet efter den tabte tid', 1932-38), som er et gigantisk værk i 15 bind, der anses for at repræsentere en afgørende fornyelse af den franske roman. Tempoet i 'På sporet efter den tabte tid' er lavt, og Proust lægger stor vægt på den intense sanseoplevelse.

Det afgørende i Prousts opfattelse af tid er ikke struktur og kausalitet, men snarere på en form for identitet, som beror på gentagelse. Hans Hagedorn Thomsen har illustreret dette med en henvisning til følgende citat fra 'På sporet efter den tabte tid', hvori fortælleren beretter om en klokke, som klemtede mange år tidligere:

Det måtte da være, fordi denne klemten levede der altid, og med den - mellem den og det nuværende øjeblik - også den fortid, der rullede sig op i det uendelige, og som jeg ikke vidste levede i mig. Da den havde ringet, eksisterede jeg allerede, og for at jeg endnu skulle kunne høre den, måtte der siden ikke har være nogen brist i sammenhængen, jeg måtte ikke have haft et øjebliks ro eller ikke-tilværelse, ikke-tænken eller ikke-bevidsthed, da dette fortidens øjeblik endnu hang fast ved mig, for jeg kunne jo genfinde det på ny, vende tilbage til det bare ved at dykke lidt dybere ned i mig selv.
( Citeret Thomsen, Hans Hagedorn:'Litterær tid. øjeblik og gentagelse som æstetiske og eksistentielle strukturer'. Odense Universitetsforlag 1990, side 100.)

Citatet er fra værkets næstsidste side, og det referer til en oplevelse, som fortælleren havde som dreng, og som beskrives i detaljer 3000 sider tidligere. På den måde viser Proust, hvorledes tiden allligevel kan have sammenhæng, selv om kausalitet og temporal struktur egentlig er opgivet.


Tid i litteratur: 1800-1950 (oversigt)