Den amerikansk-engelske digter Thomas Stearns Eliot (1888-1965) var i sine værker ofte optaget af filosofiske temaer. Således belyser mange af hans digte tidsbegrebet på forskellig vis. Digtet Burnt Norton fra 1935 er et godt eksempel på dette. Det indledes på følgende måde:

Tid som er og tid som var
Findes måske begge indeholdt i tid som kommer,
Og tid som kommer rummes i tid som var.
Hvis al tid altid er her,
er al tid uforløselig.
Det som kunne have været er en abstraktion
Som kun forbliver en stadig mulighed
I en verden af fortænkninger.
Det som kunne have været og det som var
Peger mod det samme som altid er.
Fodtrin giver genlyd i erindringen
Ned ad stien som vi ikke tog
Mod døren som vi aldrig åbnede
Ind i rosenhaven. Mine ord giver genlyd
Således i dit sind.

Og senere i samme digt hedder det:

Tid som var og tid som kommer
Tillader kun lidt bevidsthed.
At være ved bevidsthed er ikke at være i tid
Men kun i tid kan rosenhavens øjeblik,
øjeblikket i lysthuset hvor regnen pisker,
øjeblikket i den utætte kirke ved røgfald
Huskes; sammen med fortid og fremtid
Ved tid alene kan tid erobres.

Hen mod slutningen af digtet hedder det:

Ord bevæger sig, toner bevæger sig
Kun i tid; men det som kun lever
Kan kun dø. Ord, efter tale, rækker
Ind i tavsheden. Kun ved formen, mønstret,
Kan ord og toner nå
Stilheden, som en kinesisk krukke stille
Bevæger sig evigt i sin egen stilhed.
Ikke violinens stilhed, mens tonen holder,
Ikke den alene, men sameksistensen,
Eller sig at slutningen kommer før begyndelsen,
Og slutningen og begyndelsen var altid til
Før begyndelsen og efter slutningen.
Og alt er altid nu......

Digtet slutter på følgende måde:

Brat i solens søjle
Mens støvet endnu danser
Rejser sig den skjulte latter
Fra børnene i løvet
Hurtigt nu, her, nu, altid -
Grinagtig den golde bedrøvede tid
Strækker sig før og efter.

Fra
T. S. Eliot: Digte 1909-62
Udvalg og oversættelse ved
Bo Green Jensen
Gyldendal 1984


Tid i litteraturen: 1800-1950 (oversigt)