Med lov af 6. februar 1880 indførte Danmark Københavns tid som fælles dansk tid. Den eneste alvorlige bekymring synes at have været, hvordan det ville gå med den lokale interesse for astronomi, hvis man ikke mere skulle tage hensyn til Solens stilling på himlen for at finde tiden, men kunne nøjes med at tage tiden på jernbanens ur. Kirke- og undervisningsminister J.C.H. Fischer betonede i sin forelæggelsestale i Folketinget oven i købet, at man ved samme lejlighed lovmæssigt kunne gå over fra 'sand soltid' til 'middelsoltid'. Denne forskel skyldes, at Solens tilsyneladende bevægelse ikke er jævn, således at døgnets længde i årets løb varierer noget målt med et nøjagtigt mekanisk ur. Ved at gå over til 'middelsoltid' kunne man opnå, at alle døgn blev lige lange. Minister Fischer fremhævede dette med disse ord:

'. at stille et ur efter et steds virkelige soltid er ikke hensigtsmæssigt, eftersom følgen deraf kunne være, at et ur der gik nøjagtigt hele året rundt, til visse tider ville komme til at afvige snart til den ene snart til den anden side indtil et helt kvarter. Siden slutningen af forrige århundrede har man derfor ikke regnet - i det mindste ikke i København - efter Solens og dagens tid, men man har regnet efter middelsoltid, der kan differere så meget fra den virkelige soltid, som jeg nylig nævnte. Allerede derved er der faktisk gjort brud på lovens regel. Men de forbedrede kommunikationsmidler, navnlig jernbanerne, har ført med sig, at man nu snart over hele Danmark regner efter en anden tid end den, loven bestemmer.'

Man havde altså en lov, som tiden i bogstavelig forstand var løbet fra. Men med 1880-loven blev der bragt orden i sagerne - sådan da. Det skulle hurtigt vise sig, at loven bestemt ikke var uden problemer. Den holdt kun indtil 1894, hvor en ny lov om dansk tidsbestemmelse trådte i kraft.


Mere om den fælles danske tid