1700- og 1800-tallet er især præget af en rivende økonomisk udvikling i Europa, hvilket i høj grad befordrede troen på fremskridtet. Den begyndende industrialisering spillede her en afgørende rolle. Det ser ud til, at en ny arbejdsopfattelse for alvor slog an med industrialiseringen. Hos bønderne og håndværkerne var arbejdet blevet opfattet opgave-orienteret. Det vil sige, at arbejdet ikke var afsluttet, når det havde varet et bestemt antal timer, men derimod først når opgaven var løst. Men i industriens tidskontrollerede produktionsproces blev det afgørende derimod arbejdsdagens faste grænser. Dermed opstår et klart skel mellem den 'private' tid og arbejdstiden, som arbejderen sælger til arbejdsgiveren. Tiden bliver en økonomisk størrelse. Den moderne tanke, der ligger bag, blev klart udtrykt af den amerikanske fysiker, bogtykker og statsmand Benjamin Franklin (1706-90):

Husk at tid er penge. Den, som kan tjene ti shilling om dagen ved sit arbejde, og som rejser udenlands eller sidder ledig den halve dag, selv om han kun giver sixpence ud i løbet af adspredelsen eller ledigheden, bør han ikke regne det for den eneste udgift; i virkeligheden har han yderligere givet fem shillings ud eller snarere smidt dem væk. (Kiselberg p. 106)

Hos Franklin bliver det fremstillet som noget forkasteligt, næsten umoralsk' at sløse tiden bort'. Vi bør bruge tiden fornuftigt - økonomisk set! Tanken om tiden som økonomisk størrelse fik yderligere styrke med de samfundsmæssige teorier, som Karl Marx (1818-83) udformede.


Tid i filosofi mv.: 1650-1800