Den generelle modvilje mod kalenderreformer, i særdeleshed mod reformer, der indebærer store talmæssige 'huller'i forhold til det sædvanlige system, afspejler et vigtigt træk ved den almindelige tidsforståelse. Det ser ud som om, man allerede i det 16. århundrede havde en tydelig fornemmelse af en tæt sammenhæng mellem tid og tal. Det ser ud til, at denne sammenhæng af og til er blevet betragtet som naturgiven.

Under alle omstændigheder gik det trægt med at få indført den nye kalender uden for den romersk-katolske verden. Overgangen fra gammel til ny kalender blev gennemført på forskellige tidspunkter i de forskellige lande. I Danmark skete det i år 1700. I England blev det i 1752 og året efter i Sverige. Rusland kom først med i 1918, og Grækenland måtte vente til 1923. Det er værd at bemærke, at man ved alle kalenderreformerne respekterede ugedagenes rækkefølge. Dermed er ugen den eneste af kalenderens grundlæggende enheder, der har været uantastet siden oldtiden. Dette forhold kan siges at passe meget godt med ugens ikke-astronomiske karakter, hvilket jo betød, at der ikke forelå målinger eller observationer, der kunne begrunde en justering. Desuden gav ugens religiøse oprindelse grund til ikke at inddrage ugen i reformerne.

Tidsregning: 1650-1800 (oversigt)