Den romerske kalender var på Julius Cæsars tid en månekalender med 12 måneder. Systemet gav præsteskabet mulighed for lejlighedsvis at justere kalenderen med ekstra dage.

Cæsar reorganiserede kalenderen, da han vendte hjem fra Ægypten, hvor han tilsyneladende havde drøftet behovet for en kalenderreform med alexandriske lærde.

Ideen med den nye kalender var, at årets længde nu kunne siges at være meget tæt på 365 1/4 døgn. Man skulle derfor operere med 366 døgn hvert fjerde år (skudårene) og 365 døgn ellers.

For at sikre, at jævndøgn i overensstemmelse med romersk tradition igen kunne falde på den 25. marts, blev året 46 f. Kr. forlænget med 80 dage - indsat dels mellem november og december og dels efter den 'normale' februar. Hele dette år, som blev kaldt 'forvirringens år', blev således på 445 døgn. Det lange år gav alvorlige vanskeligheder for skibes sejlplaner samt en vis tumult i forbindelse med skatteopkrævningen.

Mere om:

Den romerske kalender før Cæsar

Augustus' justering af kalenderen

Antik tidsregning (oversigt)

Middelalderlig tidsregning (oversigt)