Tanken om cyklisk tid (i streng filosofisk og principiel forstand) har ikke haft afgørende gennemslagskraft i Europa efter kristendommens gennembrud. Sagen er, at ifølge kristendommen er i hvert fald visse af Guds handlinger i historien enestående i den forstand, at de principielt ikke gentages. F.eks. hedder det i Brevet til Hebræerne om Kristus:

Men nu er han trådt frem én gang for alle ved tidernes ende for at udslette synden ved sit offer. (Hebr. 9.25)

Derfor kan det bibelske tidsbegreb ikke forenes med forestillingerne om altings genkomst og historien som et kredsløb. Den bibelske tidsforståelse er lineær.

I oldtiden og i middelalderen var der udbredt enighed om en lineær tids- og historieforståelse, der i princippet svarer til figuren. Tiden har en begyndelse og en afslutning - og én begivenhed (inkarnationen) har ganske speciel betydning i historien. Dette forhindrede naturligvis ikke, at man lagde vægt på studiet af forskellige former for regelmæssighed og gentagelse (året, ugen, døgnet), og at man i middelalderen ikke regnede med væsentlige fremskridt (i ordets moderne betydning) i almene levevilkår mm.


Middelalderens tidsregning (oversigt)