Hvordan kan man sikre, at ure på forskellige steder viser det samme? - Harrisons ur kan siges at være en løsning, idet der er tale om et ur, som kan transporteres, uden at det i væsentlig grad går ud over gangen. Med et sådant ur kan man synkronisere urene A og B, som antages at befinde sig på forskellige steder. Hvis man nemlig anbringer Harrisons ur tæt ved A og stiller det efter A og derefter transporterer det til B, kan man direkte aflæse, om A og B er synkroniserede. Synkronisering ved transport af ure er forbundet med visse ulemper. For det første er det en temmelig langsommelig metode. Ofte har man brug for en langt hurtigere metode til synkronisering af ure. For det andet er det trods alt en forholdsvis unøjagtig metode. Selv om Harrison og flere efter ham opnåede bemærkelsesværdige resultater i forbindelse med konstruktion af ure, som kunne tåle mange slags omskiftelser, vil man aldrig helt kunne eliminere de ydre forholds indvirkning på det transporterede ur. For at opnå en god og hurtig metode til synkronisering af ure etablerede man i forrige århundrede et system for tidssignaler. Det første offentlige tidssignal var en såkaldt tidskugle, 5 fod i diameter placeret på en stang på Observatoriet ved London. Kuglen blev hejst op hver dag. Præcis kl. 13.00 lod man den falde ned. Fem minutter før tiden blev kuglen hejst halvvejs op. Kl. 12.58 blev den hejst helt op. Eftersom observatoriet ligger på en bakketop, kan kuglen let iagttages fra skibe i Londons havn, hvor man så kunne synkronisere søkronometrene. Dette system stammer fra 1833.

I 1865 begyndte man desuden at sende tidssignaler pr. telegrafi, og man anbragte 'tids-kugler' i andre dele af landet. I England var stort set alle jernbaneselskaber gået over til Greenwich-tid i slutningen af 1840'erne, men det skulle vare endnu en halv snes år, før også de offentlige ure i de engelske byer var stillet efter Greenwich-tid.

Se Greenwich-kuglen falde ned

Tidsregning: 1800-1950 (oversigt)