I 1870'erne skabte jernbanerne altså et problem for den danske tidsregning. I det årti kom jernbanerne for alvor til Jylland. F.eks. åbnedes i 1875 strækningerne Holstebro- Ringkøbing, Ribe-Bramminge og Ringkøbing-Varde. Jernbanens udbredelse skabte et problem, som ikke før havde spillet nogen særlig rolle i Danmark: Efter hvad skal ure stilles? Tidligere havde man kunnet orientere sig efter kirkeurene, som blev stillet i overensstemmelse med Christian V's danske lov fra 1683. Men nu skabte jernbanerne et problem. De havde nemlig tiden med fra København. Over alt i landet brugte jernbanerne Københavns tid til køreplanerne og som standard for urene på stationerne. Det skabte et problem i forhold til den traditionelle tidsregning. Forskellen mellem soltiden i København og soltiden i Vestjylland er jo omkring 15 minutter! Størst konflikt synes problemet at have medført i forhold til den kirkelige tidsregning. Ministeriet modtog f.eks. et brev om sagen fra en vestjysk præst.

Erfaringerne fra den anden side af Øresund skræmte. I Sverige havde man ved kongelig beslutning af 15/9-1871 afvist at indføre en fælles borgerlig tid med den begrundelse, at forskydningerne i forhold til 'de naturliga dagstiderna' (Lundmark p. 53) kunne komme op på næsten 32 minutter. I Danmark var problemet dog mindre, idet der kun ville blive tale om halvt så store forskydninger som i Sverige.

Efter en høring hos landets biskopper og i Justitsministeriet blev loven af 6. februar 1880 om Københavns tid som fælles dansk tid vedtaget.

Christian V's danske lov fra 1683

Brev fra en jysk landsbypræst

Høring hos landets biskopper

Svaret fra biskoppen i Aalborg

Høring i Justitsministeriet

Københavns tid som dansk tid (1880)

Fælles dansk tid pr. 1. januar 1894


Mere om tidsregningen (1880-1950)