I nytestamentligt græsk understreges dette af, at der benyttes
to ord for tid, 'chrónos' og 'kairós'. De to udtryk
bruges sammen i Det Nye Testamente hvor Jesus siger:
Det tilkommer ikke jer at kende tider
(chrónos) eller timer (kairós), som Faderen har fastsat
af egen magt. (Ap.G. 1,7)
Mens chronós betegner tid i almindelighed, både som
varighed og som tidspunkter, står kairós for tid, som
på en eller anden måde kan siges at være en speciel,
passende, belejlig, gunstig eller ret tid. Under anvendelse af
kairós tilkendegives på mange steder i Det Nye Testamente
betydningen af Guds handlen i tiden. Inkarnation er naturligvis det
eksempel, man først tænker på. Her kommer det
bibelske udtryk 'tidens fylde' for alvor til sin ret. Kairós
benyttes imidlertid også om menneskers handlemuligheder.
F.eks. siger Paulus i brevet til efeserne:
Se derfor til, hvordan I lever, ikke som
uvise, men som vise. Brug det gunstige øjeblik (kairós),
for dagene er onde. (Ef. 5,15-16)
Dermed er der altså i det bibelske tidsbegreb en nøje
forbindelse mellem tid og mulighed. Det er endvidere klart ud fra
de bibelske tekster, at visse anledninger for det enkelte menneske
ikke kommer igen. De gunstige øjeblikke må udnyttes.
Mulighederne kan fortabes! Men den positive side af sagen er, at de
også rummer en gave (og en opgave) til mennesket. (Sammenlign
med Søren Kierkegaards ideer om
øieblikket.)
Mere om tid i Bibelen