Bibelen indeholder en kosmologi, som begynder med verdens skabelse og slutter med verdens ende. Brændpunktet i verdenshistorien er Kristi liv, død og opstandelse. Den bibelske tidsforståelse er uløseligt knyttet til denne kosmologi. Man skal imidlertid ikke bare forestille sig tiden som en række af tidsenheder efter hinanden. Enhver del af tiden står i forbindelse med Gud, som handler til alle tider, og som dog er uforanderlig. Tanken om Guds evige nærvær understreges af Guds navn, som det kundgøres Moses:

"Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er
har sendt mig til jer!" (2. Mosebog 3,14)

Ifølge Johannes-evangeliet siger Jesus noget lignende om sig selv:

"Sandelig, sandelig siger jeg jer: Jeg er, før
Abraham blev født." (Johannesevangeliet 8,58)

Med anvendelsen af præsensformen markerer Jesus sin evige væren og samtidig - ved at hentyde til Guds navn - til sit guddommelige væsen. Jøderne forstår hentydningen og begynder at tage sten op for at stene ham for gudsbespottelse. Gud er evig. Han er (logisk set) 'forud' for tiden, men dog nærværende i hvert eneste øjeblik af tiden. Ifølge denne opfattelse består tiden af en række enheder, som på en uanskuelig måde er knyttet sammen ved Guds evige nærvær.


Mere om tid i Bibelen