Middelalderens lærde var i høj grad optaget af tiden som begreb og som praktisk/videnskabeligt hjælpemiddel. Skolastikkens filosoffer arbejdede bl.a. med forholdet mellem Guds forudviden og menneskets frihed, med forholdet mellem tid og evighed og med det semantiske indhold af tidslige udtryk som: 'begynder' (incipit), '(af)slutter' (desinit) og 'mens'/'når'(quando). Disse betragtninger indgik naturligt i logikken, som i middelalderen var en meget omfattende og engagerende disciplin, der blev sammenlignet med en jæger, der med de til rådighed stående midler forsøge at indfange interessante sammenhænge og relationer i tilværelsen (se figuren).

Særlig tidslogisk interesse knytter sig til det middelalderlige determinismeargument om den logiske uforenelighed af de kristne dogmer om henholdsvis menneskets frihed og guddommelig forudviden. Mange logikere beskæftigede sig med problemstilling. Blandt de mest berømte kan man nævne William af Ockham.


Tid i middelalderlig filosofi og teologi