I slutningen af 1400-tallet fremkom ure drevet af fjederkræfter. Det gav urmagerne en række nye muligheder. Der er imidlertid et kritisk problem i forbindelse med anvendelse af fjedre i konstruktionen af ure. Man må nemlig tage hensyn til, at fjederkraftens størrelse afhænger af, hvor hårdt fjederen er trukket op. Når fjederen er trukket fuldt op, påvirkes uret af en forholdsvis stor kraft. Efterhånden som uret går, bliver fjederen slap, hvilket betyder, at den kraft, som uret påvirkes af, bliver svagere. Fjederuret blev derfor først for alvor brugbart, da dette problem var blevet løst. En egentlig løsning på problemet kendes fra 1400-tallet. Det drejer sig om det såkaldte 'kæde- og snekkedrev'. Princippet i denne opfindelse fremgår af figuren. Når fjederen er trukket helt op, trækker kæden på den tynde ende af snekken. Efterhånden som fjederen bliver slap, trækker kæden på stadig tykkere vindinger af snekken. Hvis snekken har den rigtige form, vil man på den måde kunne sikre, at fjederens påvirkning af urets gang bliver nogenlunde ensartet.


Renæssancens horologi (oversigt)