I nytestamentligt græsk understreges dette af, at der benyttes to ord for tid, 'chrónos' og 'kairós'. De to udtryk bruges sammen i Det Nye Testamente hvor Jesus siger:

Det tilkommer ikke jer at kende tider (chrónos) eller timer (kairós), som Faderen har fastsat af egen magt. (Ap.G. 1,7)

Mens chronós betegner tid i almindelighed, både som varighed og som tidspunkter, står kairós for tid, som på en eller anden måde kan siges at være en speciel, passende, belejlig, gunstig eller ret tid. Under anvendelse af kairós tilkendegives på mange steder i Det Nye Testamente betydningen af Guds handlen i tiden. Inkarnation er naturligvis det eksempel, man først tænker på. Her kommer det bibelske udtryk 'tidens fylde' for alvor til sin ret. Kairós benyttes imidlertid også om menneskers handlemuligheder. F.eks. siger Paulus i brevet til efeserne:

Se derfor til, hvordan I lever, ikke som uvise, men som vise. Brug det gunstige øjeblik (kairós), for dagene er onde. (Ef. 5,15-16)

Dermed er der altså i det bibelske tidsbegreb en nøje forbindelse mellem tid og mulighed. Det er endvidere klart ud fra de bibelske tekster, at visse anledninger for det enkelte menneske ikke kommer igen. De gunstige øjeblikke må udnyttes. Mulighederne kan fortabes! Men den positive side af sagen er, at de også rummer en gave (og en opgave) til mennesket. (Sammenlign med Søren Kierkegaards ideer om øieblikket.)


Mere om tid i Bibelen