Alt i tilværelsen har sin tid:
Tid til at fødes og tid til at dø;
tid til at plante og tid til at høste;
tid til at dræbe og tid til at helbrede;
tid til at nedbryde og tid til at opbygge;
tid til at græde og tid til at le;
tid til at sørge og tid til at danse;
tid til at sprede sten og tid til at samle dem;
tid til at elske og tid til ikke at elske;
tid til at finde og tid til at miste;
tid til at gemme og tid til at smide bort;
tid til at flænge og tid til at lappe;
tid til tavshed og tid til tale;
tid til at holde af og tid til at hade;
tid til krig og tid til fred.

Hvad har man da ud af sit slid?
Jeg har overvejet dette i forbindelse med de mange arbejdsbyrder, Gud har lagt på menneskene.
Alt har han skabt, så det har sin tid og tjener hans plan. Og skønt han har plantet evigheden i menneskets hjerte, kan mennesket dog ikke rumme omfanget af Guds plan og virke fra begyndelsen til enden.

Derfor er min konklusion for det første:
At det bedste for mennesket er at glæde sig og nyde livet, så længe han kan;
og for det andet: At mennesket bør spise og drikke og nyde frugten af sit arbejde; for det er en Guds gave.

Fra 'Bogen - Hele Bibelen på Hverdagsdansk', Forlaget Scandinavia 1992.

Billedet er fra middelalderuret i Roskilde Domkirke. De to figurer kan siges at repræsentere menneskets forsøg på at (be)styre tiden.


Mere om tid i Bibelen