En af de logikere, der i 1200-tallet beskæftigede sig med metafysiske og teologiske spørgsmål var Boethius de Dacia (Bo fra Danmark). Han udgav flere skrifter om logiske problemer, og med rette opnåede han stor berømmelse for sit virke i Paris omkring 1270. Han beskæftigede sig bl. a. med spørgsmålet om muligheden for, at verden har bestået uendelig lang tid. Nogle af hans synspunkter blev i datiden betragtet som ret så kontroversielle, og han var muligvis ophavsmand til nogle af de læresætninger, som biskoppen i Paris fordømte i 1277.

Boethius de Dacia var bl.a. interesseret i tidens rolle i logikken. Han diskuterede f.eks. udsagn som: 'Jeg vil løbe i går' og 'Jeg løb i morgen'. Han ville nærmere belyse samspillet mellem de tidslige udtryk i udsagn.

Sådanne overvejelser understreger middelalderlogikkens klare binding til sproget, hvilket ikke mindst medførte, at den logik, man udformede, blev følsom over for tidslige spørgsmål. Interessen for tempus (fortid, nutid, fremtid) samt for konkrete udtryk med tidslig reference blev opfattet som helt legitim inden for logikkens rammer (f. eks. 'mens', 'begynde' og 'afslutte'). Man kan sige, at middelalderlogikken i almindelighed var en tidslogik, idet man generelt tog verbernes tider m.m. alvorligt, når man betragtede udsagn i logikken, og idet man accepterede, at udsagns sandhedsværdi kan variere med tiden.


Tid i middelalderlig filosofi og teologi