Filosofferne og teologerne i denne periode var meget interesserede i tidsbegrebet. Flere temaer vedrørende tiden blev diskuteret. I dansk sammenhæng kan man pege på N.F.S. Grundtvig (1783-1872) og Søren Kierkegaard (1813-55), som begge - om end på hver sin måde - beskæftigede sig med forholdet mellem tid og evighed.

Når det drejer sig om tid og historie, kan man pege på arbejder af Karl Marx (1818-1883) og Friedrich Nietzsche (1844-1900). For Marx drejede det sig om at finde generelle (og dialektiske) udviklingslove for historien. Nietzsche var også optaget af tidens gang, men for ham blev det til en forestilling om cyklisk tid - altings genkomst.

Hos Marx fandt tidsbegrebet også anvendelse på en anden måde, nemlig i forbindelse med analysen af 'en vares værdi'.

Interessen for tidens væsen findes bl.a. hos Henri Bergson (1859-1941), som interesserede sig for 'det rene tidsforløb', og hos John McTaggart, som diskuterede forholdet mellem statisk og dynamisk tid.

Af ganske speciel interesse er forholdet mellem tid og logik, som det blev opfattet i denne periode. Med undtagelse af ganske få logikere og filosoffer, bl. a. Charles Sanders Peirce (1839 - 1914), mente man i perioden, at tiden skal holdes ude af logikken, og at antikkens og middelalderens forsøg på at inddrage tiden i logikken skulle afvises. I det væsentlige holdt dette synspunkt sig, indtil A.N. Prior i 1950'erne introducerede den moderne tidslogik.

Mere om:

N.F.S. Grundtvig

Søren Kierkegaard

Karl Marx

Charles Sanders Peirce

Friedrich Nietzsche

Henri Bergson