Man kan med rette kalde oldtidens og middelalderens logik for en tidslogik, fordi den inddrager distinktionen mellem fortid, nutid og fremtid, og fordi den opererer med udsagn, hvis sandhedsværdi kan skifte med tiden. Noget tilsvarende kan ikke siges om den logik, som har været dominerende fra oplysningstiden og frem til midten af det 20. århundrede, og som må karakteriseres som atemporal. Først i 1950'erne og 1960'erne blev tidslogikken genopdaget. Det skyldtes først og fremmest den new-zealandske logiker A.N. Prior (1914-69), som viste, hvorledes man kunne udvide den dengang gængse logik, således at den bedre kunne bruges til at beskrive hele virkeligheden - inklusiv dens temporale aspekter. Priors genopdagelse og nyformulering af tidslogikken må regnes for en af de helt store bedrifter i vort århundredes logik og analytiske filosofi. Det er vigtigt at understrege, at tidslogikken ikke skal opfattes som en del af den traditionelle logik. Det er faktisk omvendt. Oplysningstidens atemporale logik udgør en lille, men interessant kerne i tidslogikkens diskussionsfelt. Det er Priors fortjeneste at have udformet tidslogikken og at have påvist dens muligheder for beskrivelse af tidens problematik.

Siden McTaggart har mange filosoffer mv. diskuteret forholdet mellem A- og B-sproget. Man kan således tale om A-teoretikerne (med Prior i spidsen), som mener, at de afgørende begreber med henblik på beskrivelse af tilværelsens temporalitet er A-begreberne, og på den anden side om B-teoretikerne, som modsat mener, at det tidslige først og fremmest skal beskrives med B-begreberne. Den A-teoretiske tidsopfattelse kaldes også den dynamiske tidsopfattelse, mens den B-teoretiske tidsopfattelse kaldes statisk.

Prior prøvede selv at kategorisere de forskellige mulige positioner i diskussionen mellem A- og B-teoretikere. Han argumenterede således (1968, p. 116 ff.) for at der findes 4 betydelige positioner i spørgsmålet om forholdet mellem A- og B-sproget. Prior talte om 4 grader af 'tense-logical involvement'.

Man kan sige, at man med den brede logik-opfattelse, som Priors tidslogik er udtryk for, får en god mulighed for at realisere den type af overvejelser om temporale forhold, som f.eks. findes i Augustins Bekendelser. Den 'tavse viden', som vi alle ifølge Augustin har, kan dermed nærmere studeres i tidslogikkens kontekst. Det gælder i særlig grad, hvis vi tillader udnyttelse af det begrebsapparat, som introduceres i den dynamiske opfattelse af tiden. Prior viste, hvorledes en sådan tidslogik bl.a. kan benyttes i den filosofiske diskussion af et af de allermest berømte problemer vedrørende menneskets forhold til tiden - nemlig spørgsmålet om frihed/determinisme og alternative fremtidsmuligheder. I den forbindelse introducerede han begrebet om forgrenet tid.

Mere om:
Priors 4 grader af tense-logical involvement
Priors ide om forgrenet tid

Ockham-modellen for forgrenet tid

Leibniz-modellen for forgrenet tid


Tid i moderne filosofi mm. (oversigt)