Fra det mindretal af logikere omkring århundredeskiftet, som mente, at tiden i princippet kunne og burde inddrages i logikken, kan man også pege på den amerikanske filosof og logiker Charles Sanders Peirce (1839 - 1914). Han skrev f. eks.:

Ideen om tid er faktisk involveret i selve ideen om et argument. (Collected Papers, 4.523)

Og i den samme forbindelse fremhævede han:

Tid har sædvanligvis af logikere været anset for 'uden for' logikken. Jeg har aldrig delt den opfattelse. Men jeg har ment, at logikken endnu ikke har nået en sådan udviklingsgrad, at temporale modifikationer vil kunne indføres i logikken uden at volde stor forvirring; og det mener jeg stadig. (Collected Papers, 4.523)

Med ovenstående næsten profetiske udtalelse viste Peirce frem til en ny logik, som ville kunne inkorporere de temporale modifikationer uden at skabe forvirring. Denne forudsigelse blev imidlertid først opfyldt i 1950erne, hvor A. N. Prior formulerede de første udgaver af sin tidslogik og i øvrigt gik i gang med at overbevise en generation af logikere om, at dette tidslogiske projekt var muligt og meningsfuldt.

Mere om: A. N. Prior


Tid i filosofi mv.: 1800-1950