Behandlingen af tidens problem i perioden var præget af de store spørgsmål om tidens natur og om menneskets forhold til tiden. I modsætning til Isaac Newton (1642-1727) hævdede Gottfried Wilhelm Leibniz (1646-1716), at tiden ikke er absolut, men tværtimod relativ til begivenhederne.

Immanuel Kant (1724-1804) betonede, at tiden ligesom rummet dog er en 'anskuelsesform', som går forud for enhver mulig erfaring, og som ikke kan borttænkes.

Der var i denne periode også overvejelser om historien som sådan. Giambattista Vico (1668-1743) talte for det synspunkt, at historien (tiden) - i hvert fald på et overordnet niveau - er cyklisk.

På det mere praktiske plan lancerede Benjamin Franklin (1706-90) tanken om, at 'tid er penge'- en tanke der skulle vise sig at have ganske betydelig grokraft!!!


Mere om:

Isaac Newton

Gottfried Wilhelm Leibniz

Giambattista Vico

Immanuel Kant

Benjamin Franklin