Sir Isaac Newton (1642-1727) præsenterede tiden i fysikken som en matematisk størrelse. I modsætning til Leibniz mente han, at tiden er uafhængig af begivenhederne. I sit hovedværk Principia fra 1687 udtrykte han sin opfattelse på følgende måde:

Absolut, sand og matematisk tid flyder jævnt af sig selv og ved sin egen natur uden relation til noget ydre.

Newtons betoning af matematikkens betydning i naturbeskrivelsen kan ses som en fortsættelse af de tanker, som Galilei havde fremsat.

Man siger, at Newton var tilhænger af absolut tid. Med det begreb må man i princippet anerkende, at tiden kan gå, uden at noget sker - dvs. uafhængigt af begivenhederne.

Newton formulerede sine fysiske love under anvendelse af en tidsparameter, som indgår som variabel i lovene. Newtons tidsbegreb kan ses som en idealisering af denne parameter.


Mere om:

Tid i nyere filosofi mv. (oversigt)

Tid i nyere naturvidenskab (oversigt)