Gottfried Wilhelm Leibniz (1646-1716) forkastede tanken om, at tidspunkterne eksisterer i sig selv i absolut forstand, dvs. uafhængigt af begivenhederne. Hvis der ikke sker noget, er der heller ingen tid.

Ifølge Leibniz hører tid og begivenheder uløseligt sammen. Han forstod tiden som begivenhedernes orden. Alt er ved skabelsen bragt i harmoni (den præstabiliserede harmoni). Man siger, at Leibniz' tidsforståelse er relationel, og at den står i modsætning til Newtons opfattelse af tiden som noget absolut.

For Leibniz må tiden ses som begyndt sammen med universet. Hvis man nemlig forestillede sig en uendelig tid forud for universets skabelse, ville denne uendelige fortid bestå af ens tidspunkter, og der ville ikke være nogen grund til, at Gud skulle vælge det ene tidspunkt frem for det andet til skabelse af universet. Det betyder, at man skulle forestille sig, at Gud i forbindelse med skabelsen af universet handlede uden tilstrækkelig grund. Den konklusion var for Leibniz helt urimelig.

For Leibniz er udgangspunktet for tidsforståelsen begivenheder og tilstande. Disse fremtræder ordnet. I Monadologien siger Leibniz:

Nu er enhver tilstand hos en simpel substans naturligvis en følge af dens foregående tilstand, således at nutiden går svanger med fremtiden. (Monadologien § 22, citeret fra Store tænkere: Leibniz, Berlingske Filosofi Bibliotek 1967, p. 214)

Leibniz var som mange andre store tænkere optaget af forholdet mellem Guds forudviden og menneskets mulighed for at vælge frit inden for et spektrum af muligheder. Leibniz antager både frihed og Guds totale forudviden. Men hvorfor tillader Gud det onde, når han jo har forudset det, og når han har magt til at forhindre det. Som Leibniz ser det, har Gud fravalgt muligheden for at forhindre synden, fordi en verden, hvori han brugte sin magt på den måde, ville være ringere end den bedste verden - sandsynligvis fordi den også ville forhindre vor frihed. Dette guddommelige regnestykke kan vi imidlertid ikke gennemføre. Leibniz formulerer det på følgende måde:

Gud har altid set, at der ville komme en vis Judas, thi det begreb eller den idé, som Gud har om ham, indeholder denne eller hin fremtidige frie handling. Kun dette spørgsmål står tilbage: Hvorfor en sådan Judas, forræderen, som i Guds idé blot er mulig, faktisk eksisterer? Til dette spørgsmål må man ikke vente andet svar hernede end det, at man i almindelighed må sige, at eftersom Gud har fundet det godt, at han eksisterer, til trods for den synd, som han forudså, må dette onde blive mere end opvejet i universet, og Gud vil lade dette føre til et større gode, og det vil vise sig, at denne tingenes følge, i hvilken synderens eksistens er indeholdt, alt i alt er den mest fuldkomne blandt alle de andre mulige hændelsesforløb. Det er imidlertid ikke muligt at forklare dette valgs beundringsværdige økonomi, mens vi er rejsende på jorden. (Afhandling om Metafysikken § 30, citeret fra 'Store tænkere: Leibniz', Berlingske Filosofi Bibliotek 1967, p. 86-87)

Om udvælgelsen hævdede Leibniz, at Gud kun har udvalgt dem, hvis tro og gode gerninger han forudså. Dermed er der i hvert fald på dette punkt lighedstræk med det synspunkt vedrørende udvælgelsen, som Arminius tidligere havde forsvaret.

Leibniz' ideer om alternative fremtidsforløb er relevante i forhold til moderne teorier om forgrenet tid inden for tidslogikken.


Tid i filosofi mv. : 1650-1800 (oversigt)