Immanuel Kant (1724-1804) mente, at tid (ligesom rum) er en anskuelsesform, som går forud for enhver mulig erfaring, og som ikke kan borttænkes (dvs. en a priori anskuelsesform). Kun pga. tiden kan det tillades, at kontradiktoriske bestemmelser optræder i forbindelse med et og samme objekt. Tiden er ifølge Kant ikke i sig selv et virkeligt objekt.

Tiden er en nødvendig forestilling, som ligger til grund for al anskuelse. Man kan ikke ophæve fænomenernes tidsfølge, om end man nok kan fjerne fænomenerne fra tiden.

Tiden er altså givet a priori. Kun i den er fænomenernes virkelighed mulig. Samtlige fænomener kan forsvinde, men tiden selv (som den almene betingelse for fænomenernes mulighed) kan ikke ophæves. (Transcendental Elementarlære, 2. afsnit, § 4.2, citeret fra Store tænkere: Kant, Berlingske Filosofi Bibliotek 1967, p. 90)

Kant forsvarer ligesom Newton tanken om, at tiden ikke forudsætter eksistens af genstande eller begivenheder. På den anden side er det også klart, at hos Kant er tiden principielt knyttet til anskuelsens mulighed og dermed til den menneskelige erkendelse af begivenhederne/ fænomenerne, mens tiden hos Newton slet ikke er knyttet til noget uden for den selv. Man kan sige, at Kants tidsopfattelse både har fællestræk med Newtons og med Leibniz' ideer om tid.

Kant mente, at tiden er vor indre sansnings form, dvs. nøje knyttet til anskuelsen af os selv og vor indre tilstand. Kant fastholdt, at tiden kun har én dimension, således at forskellige tidspunkter ikke kan være samtidige, men må følge efter hinanden.


Tid i filosofi mv.: 1650-1800