Den græske oldtid kendte ikke til naturvidenskab i vor moderne forstand. Det hang især sammen med, at man ikke stolede på sanserne som en troværdig kilde til sand erkendelse om virkeligheden. Derimod etablerede matematikken og logikken sig i den græske oldtid som stærke videnskabelige discipliner.

Når det drejer sig om tiden, er det interessant, at både Platon og Aristoteles knyttede dette begreb sammen med såvel talbegrebet som bevægelsesbegrebet. Hermed trækkes der for det første på matematikken, som allerede med Pythagoras havde fremført påstanden om, at 'alt er tal'. Desuden ligger der en implicit afvisning af bl.a. Zenons påstande om, at bevægelse ikke kan finde sted. Det, som Platon og Aristoteles havde i tanke, var først og fremmest den tætte begrebsmæssige relation mellem tiden og himmellegemernes bevægelser. Den bevægelse blev anset for at være i særklasse, og den havde i århundreder forud for Platon været gjort til genstand for grundige studier blandt vise mænd.

Mere om:

Tid og tal

Zenons argumenter mod bevægelse

Tiden og himmellegemernes bevægelser