I 1921 konstruerede W.H. Shortt et såkaldt frit svingende pendul med hjælpeur. Urets fejlvisning var væsentligt mindre end 1 sekund om året. Shortts ur nummer 41 kørte kontinuert fra januar 1943 til januar 1946 på the Naval Observatory i Washington. I løbet af disse tre år var afvigelsen mindre end 0,02 sekunder! Dermed var en 'kunstig' tidsmåling for første gang blevet mere præcis end den astronomiske tidsmåling. Man kunne nu vise, at Jordens omdrejning ikke var helt jævn i forhold til den 'kunstige' tidsmåling. Selve det ' frit svingende pendul' i Shortt-uret blev fremstillet af en nikkel-stål-legering, som ikke ændrer sin længde, når temperaturen ændres. Pendulet blev lukket inde i en tæt beholder, hvori trykket blev holdt lavt, så luftmodstanden kunne begrænses. Koblingen til hjælpeuret sker elektrisk, og de to tegninger ( figur 1 og figur 2) viser princippet.

Som vist på figur 2 trækker hjælpeuret ved hvert pendulslag det lille tandhjul en tand frem (a). Hvert halve minut udløser tappen (b) låsen (c), og vægtarmen (d) vipper, hvorved tre funktioner udløses: (1) Den lille ruller skubber til pendulet og holder det i gang; (2) viseren på urskiven springer et halvt minut frem; og (3) kontakten sluttes til elektromagneten, som tiltrækker stangen (e) og derved løfter vægtarmen tilbage i låsen. Herved aktiveres styrependulets magnet (A), som er vist på figur 1.

Styrependulet modtager nu et skub og holdes i gang, og en impuls aktiverer magneten (B), så at de fine fjedre (b og a) synkroniserer hjælpeuret med det frit svingende pendul.


Horologi: 1800-1950 (oversigt)