Tid er ikke én ting - ikke ét begreb, men snarere et broget tæppe af mange vidt forskellige træk og aspekter af virkeligheden og vor oplevelse af den. Derfor kan vi - som allerede Augustin indså det - ikke definere tiden i streng forstand. Vi kan derimod systematisk undersøge vor tale om tiden og de måder, hvorpå vi forholder os til den. Vi kan kort sagt diskutere tiden som menneskets tilværelsesvilkår. Man kan skelne mellem absolut tid (numeriske/matematiske angivelser) og relationel tid (tiden beskrevet ved begivenhedsindholdet). Striden mellem absolut og relationel tid var stærkest repræsenteret i diskussionen mellem Newton og Leibniz. Begge disse tænkere refererede til en statisk/strukturel tid (bestemt ved før, efter og samtidig med) - det vi nu kalder en B-tid. I det 20. århundredes diskussion om tid har det med afsæt i filosoffen McTaggarts ideer især drejet sig om B-tid kontra A-tid (dvs. en dynamisk/tense-orienteret tid bestemt ved fortid, nutid og fremtid; engelsk: tenses). Efter McTaggart taler man om henholdsvis B-tid (statisk/ strukturel tid) og A-tid (dynamisk/ tense-orienteret tid).

Hidtil har alle betydende A-teoretikere været tilhængere af en relationel tid. Man kan altså skelne mellem 3 positioner i tidsfilosofien: en absolut B-tid (Newton), en relationel B-tid (Leibniz) og en relationel A-tid ( Prior).


Tid i moderne filosofi (oversigt)