Ved temperaturstigninger bliver et pendul som regel længere, og dermed bliver svingningstiden også længere. Det betyder, at uret vil gå hurtigere i den kolde nat end i middagsheden, medmindre man forsøger at rette fejlen ved et eller andet indgreb.

Problemet med temperaturudvidelse kan klares ved hjælp af det såkaldte rist-pendul, som blev opfundet af John Harrison i 1726. Ved eksperimenter havde Harrison fundet, at messing udvider sig ca. 1,5 gange så meget som stål. Dette forhold udnyttede han i konstruktionen af ristpendulet, idet han fremstillede et system af stål- og messingstænger. Den fremkomne rist, som skulle indgå i pendulet, var sådan indrettet, at stålstængerne ved temperaturstigning kunne udvide sig nedad, mens messingstængerne kunne udvide sig i opadgående retning. Princippet fremgår af tegningen, idet pilene angiver udvidelsesretningerne. Som man ser, bliver resultatet en ret indviklet udvidelse af stangsystemet i risten, når temperaturen stiger. Risten bliver ganske vist længere, men dens tyngdepunkt flyttes i opadgående retning. Harrison viste, at man på den måde kan opnå, at pendulet bevarer sin svingningstid ved temperaturændringer.

En alternativ løsning på det problem for pendulure, som temperaturforandring giver anledning til, er Grahams pendul med kviksølv.

Med Grahams og Harrisons arbejder havde penduluret nået en meget stor nøjagtighed.

Mere om Grahams pendul med kviksølv


Horologi: 1650-1800 (oversigt)