Det første søkronometer
I 1714 udlovede det engelske parlament henholdsvis £10.000, £15.000 og £20.000 til den, der kunne konstruere et hjælpemiddel, ved hjælp af hvilket man kunne bestemme den geografiske længde med en nøjagtighed af henholdsvis 60, 40 og 30 miles i løbet af en 6 ugers sørejse.

Problemet var vigtigt - ikke mindst for søfarten. Mange indså, at det måtte dreje sig om at konstruere pålidelige og transportable ure. Med sådanne ure ville man kunne bestemme den geografiske længde, som kun vanskeligt og usikkert kunne findes på anden vis.

Det er klart, at dette kriterium forudsætter, at man i forvejen kender længdegraden for rejsens mål med tilstrækkelig nøjagtighed. Ganske vist var en del lokaliteters længdegrader bestemt ved hjælp af tidspunkter for astronomiske fænomener som sol- og måneformørkelser, men der var også mange byer, hvis længdegrad var så upræcist bestemt, at man ikke kunne afgøre, om et søkronometer på det pågældende sted opfyldte kriteriet. Det er klart, at det bedste, man kan gøre for at kontrollere et kronometer, er at lade det begynde og afslutte sørejsen i samme havn. Efter en sådan rundrejse vil man kunne sammenligne søkronometret med et pålideligt ur, der er fast opstillet i havnebyen. Opgaven blev løst af John Harrison.


Horologi: 1650-1800 (oversigt)



John Harrison (1693-1776) opfandt det første søkronometer. Uret kunne transporteres på et skib uden, at dets gang blev påvirket væsentligt.