Tid er ikke én ting - ikke ét begreb, men snarere et
broget tæppe af mange vidt forskellige træk og aspekter
af virkeligheden og vor oplevelse af den. Derfor kan vi - som
allerede
Augustin indså det - ikke
definere tiden i streng forstand. Vi kan derimod systematisk
undersøge vor tale om tiden og de måder, hvorpå vi
forholder os til den. Vi kan kort sagt diskutere tiden som
menneskets tilværelsesvilkår. Man kan skelne mellem
absolut tid (numeriske/matematiske angivelser) og relationel tid
(tiden beskrevet ved begivenhedsindholdet). Striden mellem absolut
og relationel tid var stærkest repræsenteret i
diskussionen mellem
Newton og
Leibniz. Begge disse tænkere refererede til en
statisk/strukturel tid (bestemt ved før, efter og samtidig
med) - det vi nu kalder en B-tid. I det 20. århundredes
diskussion om tid har det med afsæt i filosoffen McTaggarts
ideer især drejet sig om B-tid kontra A-tid (dvs. en
dynamisk/tense-orienteret tid bestemt ved fortid, nutid og fremtid;
engelsk: tenses). Efter McTaggart taler man om henholdsvis B-tid
(statisk/ strukturel tid) og A-tid (dynamisk/ tense-orienteret
tid).
Hidtil har alle betydende A-teoretikere været tilhængere
af en relationel tid. Man kan altså skelne mellem 3 positioner
i tidsfilosofien: en absolut B-tid (Newton), en relationel B-tid
(Leibniz) og en relationel A-tid (
Prior).
Tid i moderne filosofi (oversigt)